tst-senioridræt - "De Gamle Travere" - 2 dages Vandretur til Nord Djurs juni 2025
På Djurslands nordlige spids ligger Gjerrild, en tidligere stationsby præget af lokalinitiativ og atmosfære med blandt andet købmand, skole, Gjerrild Vandrehjem og Gjerrild Kro, Gjerrild Kro blev valgt som base for arrangementet.
Den første rute omfattede 25 km med start og slut ved kroen. Ruten strakte sig gennem Gjerrild, videre til Gjerrild Nord Strand med sommerhusområde og feriekoloni og derfra til Bønnerup. Undervejs passerede vi byens vartegn ”Svalebøgen”, og fulgte kyststrækningen mellem Gjerrild Nordstrand og Bønnerup, hvor der var udsigt over havet. Turen førte os desuden gennem naturskønne områder med skovklædt terræn. En særlig tak rettes til Gjerrild Kro, for værdifuld støtte under planlægningen.
Efter ca. 10 kilometers vandring nåede vi Bønnerup Havn og Marina, hvor der var mulighed for at nyde den medbragte frokost eller købe måltid i fiskeforretningen. Formiddagens etape bød på varieret natur, skov strand, vindmøller ved Bønnerup Havn og en smuk kystudsigt.
Efter frokost og den traditionelle is gik turen videre ad Hjertestien og gennem Bønnerup Skov- og plantage til besøg hos Inge i familiens sommerhus. Deltagerne gennemførte den kuperede del af ruten med engagement og nød de flotte omgivelser, Efter en hyggelig pause fortsatte vandringen gennem sommerhusområdet og ad Nordsøstien mod Gjerlev. Tak til Inge for gæstfrihed.
Dagen sluttede med en 3-retters menu, professionel betjening og socialt samvær i det gode danske sommervejr. Kl. 22 rundede deltagerne af.
Dag to: Fra Bønnerup til Fjellerup og Tustrup
Efter morgenmaden kørte vi til Bønnerup, hvor dagens rute på 16 km begyndte og sluttede ved Brugsen, Vandringen foregik på nemme stier med Mejlgårdskovene til venstre og Kattegat til højre, hvilket bød på smukke udsigter og varieret vegetation mod Fjellerup Strand. Stien til Fjellerup præsenterede landskabselementer som plantage, klit, sandstrand og revle og gav rig mulighed for havudsigt. Frokosten blev indtaget ved iskiosken i Fjellerup, hvor vi fik tilladelse til at benytte deres borde og nød madpakker fra Gjerrild Kro. Efter frokosten gik turen tilbage til Bønnerup.
Vandreturen blev afrundet I Tustrup, hvor deltagerne fik mulighed for at opleve de unikke gravmonumenter fra Tragtbægerkulturen, dateret til omkring 3200 f. Kr.
Landskabet var dengang præget af tæt løvskov, og stenalderfolk ryddede små lysninger til marker. Gravpladsen omfatter to stendysser samt en af Danmarks største jættestuer ved et centralanlæg kaldet kulthuset. Disse monumenter har været kendt siden deres opførelse, men først med omfattende udgravninger i 1954 – 1957 blev der opnået detaljeret viden om anlægget og dets relation til kulthuset
Tak for to udbytterige vandredage på Norddjurs.
Inge, Klaus og Svend