DAI-Landsmesterskab 2019

Hej krolfere

I dag fredag den 07-09-19 har tst deltaget i holdfinalen i Aulum med følgende hold:

Ilse Høyer, Kjeld Christiansen, Bente Christensen og Bent Christensen.

Dagen startede med nogle kraftige regnbyger, da vi kørte derud, men da spillet startede, var det blevet tørvejr igen - men byger i løbet af dagen slap vi ikke for.

Alligevel syntes vi alle, at det var en hyggelig og god dag.

Spillemæssigt kunne vi ikke helt matche de bedste, men vi kæmpede alt, vi kunne, og blev nr. 22 ud af 28 hold.

Men der var mere at kæmpe for.

De 3 bedste damer og de 3 bedste herrer individuelt, ville automatisk have kvalificeret sig til DM i krolf.

Bent Christensen fik en delt førsteplads og har dermed kvalificeret sig til deltagelse i DM i Hjørring den 28. september 2019.

Hjørring Krolfklub står for stævnet i samarbejde med Region Nordjylland.

Mange hilsner

Bent

 

DAI-Landsmesterskab 2018

Lørdag den 8. september 2018 blev der under DGI afholdt Landsmesterskaber i krolf for hold á 4 spillere (herrer/damer) på krolfbanerne i Voldum.

Holdene blev inddelt i puljer, og nr. 1 og 2 i hver pulje gik videre til A-slutspillet, medens resten gik til B-slutspillet. Der blev således vindere både i A-slutspillet og B-slutspillet, men det var kun vinderne i A-slutspillet, der kunne kalde sig landsmestre. Alle hold kom til at spille mindst 3 kampe.

Voldum krolfklub havde sørget for et stort telt, hvor vi alle kunne sidde. Vi startede dagen kl. 09.15 med fælles morgenkaffe med rundstykker, og derefter blev der spillet krolf hele dagen, kun afbrudt af en middagspause. Finalen var færdigspillet ca. kl. 18.

Vejrudsigten havde lydt på regn det meste af dagen, men vi var heldige med nogle få byger om formiddagen.

I alt deltog der 24 hold (96 spillere).

Tst var repræsenteret med to spillere (Bente og Bent Christensen), som sammen med to spillere fra Tranbjerg (Bente og Mogens Grænse) dannede et hold. Vi sluttede blandt de 8 bedste, idet vi spillede os frem til kvartfinalen i A-slutspillet, hvor vi tabte med 1 slag.

Efter præmieoverrækkelsen var der fælles spisning, hvor menuen stod på bøf med bløde løg. En lang, men hyggelig dag.

Mange hilsner

Bent